Det kan godt være lidt af en videnskab at sy mærkerne på uniformen på de rigtige steder. Så her er en lille hjælp.
Uniformsvejledning
I Det Danske Spejderkorps bærer spejderne uniform. Uniformen gør spejderne synlige, den viser ud ad til, at spejderne udgør en helhed, og den styrker fællesskabsfølelsen.
Spejderne har behov for at tænke på det praktiske i påklædningen og på de signaler, de sender i deres valg af påklædning. Vi ønsker ikke at blande vores uniform med dele fra andre uniformer, som for eksempel militærtøj.
Blå spejdere bærer en mørkeblå uniform med tørklæde. Den enkelte spejder bærer uniform, når han/hun bærer mørkeblå T-shirt, mørkeblå skjorte i kraftigt bomuld eller mørkeblå soft shell (se billedet). Mærker sys på den mørkeblå skjorte i kraftigt bomuld.
Spejderne vælger beklædning ud fra, hvad der er praktisk i forhold til vejret og den aktivitet, spejderne udfører. Det kan være t-shirt på en sommerdag og varm yderbeklædning på en vinterdag.
Spejderne bærer tørklæde. Hver spejdergruppe vælger selv sine farver. Mønspejderne har valgt rødt tørklæde.